Conpleks gennemfører InnoBooster projekt med Aalborg Universitet
Hurtigere på markedet med AAU algoritmer
Af Frank Jensen
Firmaet Conpleks har helt styr på hardwaren, designet og mekanikken i selvkørende robotter, men firmaet kunne godt bruge en hjælpende hånd til at udvikle softwaren. Et Innoboostersamarbejde med Aalborg Universitet var lige, hvad der skulle til.
Hvis du i løbet af næste sommer af og til ser selvkørende robotter, der slår græs mellem motorvejsafkørsler, på golfbaner og i parker og mange andre steder, kan det snildt være en robot med autostyringer fra firmaet Conpleks i Struer. Tom Simonsen er partner og administrerende direktør i firmaet, og han glæder sig over udsigten til, at græsslåningsrobotter med udstyr fra Conpleks med stor sandsynlighed er at finde på markedet næste år.
At robotterne vil være klar til markedet næste år skyldes blandt andet, at Conpleks har indgået en såkaldt Innoboosteraftale med Aalborg Universitet. Innobooster er et program under Innovationsfonden, der giver SMV’er mulighed for at få støtte til at gøre gode idéer til virkelighed. – Der er ingen tvivl om, at Innoboostersamarbejdet har forkortet vejen til det kommercielle marked for os. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med AAU, og vi har modtaget præcis den assistance, som vi har bedt om, og fået et rigtigt godt resultat inden for de rammer, der var udstukket for projektet, siger Tom Simonsen.
Læs hele artiklen i Aalborg Universitets Matchmaking magasin nr. 3 2015, klik her.