Struer Museum udstiller robotter fra Conpleks
Med udstillingen MADE IN STRUER samler Struer Museum en lang række produkter, som tilsammen viser den alsidige produktion, der har været i Struer Kommune gennem tiderne og frem til i dag.
Historisk set har Struer altid været en industri- og produktionsby, hvor virksomhederne har skabt arbejdspladser, men også tegnet byen og formet områdets selvforståelse. I slutningen af 1800-tallet skabte mange initiativrige og arbejdssomme mennesker sig en tilværelse i Struer, og i takt med at nye virksomheder tiltrak nye kompetente mennesker, udviklede byen sig.
– På Struer Museum fortæller vi historien om Struer og omegn, og med udstillingen MADE IN STRUER viser vi, hvad der er blevet produceret i Struer Kommune gennem tiderne. Det gør vi, fordi virksomhederne har haft en meget stor rolle i områdets udvikling, men også fordi vi synes, det er værd at sætte fokus på og være stolte over den mangfoldighed af initiativ og virketrang, som er kendetegnende for Struer, fortæller Jesper Bækgaard, museumsdirektør hos Struer Museum.
Fremvisning af innovation
Eftersom robotudviklingen er i fuld gang, har det ikke været muligt for Conpleks at undvære en robot i det halve år, udstillingen varer. Conpleks udstiller derfor en controller, som er selve robothjernen, der fortæller robotterne, hvad de skal lave. Derudover fremviser Conpleks forskellige printdesign, som blandt andet er blevet til i et samarbejde med en af de internationale lydvirksomheder under Sound Hub Denmark, der hører til i Struer.
– Idéen med at udstille noget så aktuelt og avanceret som robotter på et museum er genial. Vi har derfor forsøgt at give folk den fulde robotoplevelse, selvom vi ikke har udstillet en fysisk robot, ved at vise en video med flere af vores udendørs, mobile robotter i samspil med vores cloudløsning, Conpleks Clara Cloud. Alt i alt er det lykkes Struer Museum at lave en fantastisk udstilling, der på én gang viser forskelligheden mellem og samler produkterne fra før og nu, fastslår Tom Simonsen, administrerende direktør hos Conpleks.