FasterRain er nomineret til en Agromek Stars Award
FasterRain er et nyt controllerkoncept til vandingsmaskiner, som Fasterholt har udviklet i tæt samarbejde med Conpleks. Controlleren passer til alle Fasterholts vandingsmaskiner og er fundamentet for et banebrydende planlægningsværktøj til markvanding.
Agromek, som er Nordeuropas største landbrugsmesse, fremhæver de nye produkter, der fremvises på messen, ved at nominere de mest nyskabende til prisen Agromek Stars. Dette år er Fasterholts store nyhed, FasterRain, blandt de nominerede produkter.
Opgradering på alle niveauer
Sammen med Conpleks har Fasterholt udviklet det nye controllerkoncept til deres vandingsmaskiner, som inkluderer et revolutionerende planlægningsværktøj til markvanding. Foruden controlleren består systemet også af en app og en cloud, som tilsammen letter og effektiviserer den daglige planlægning af vandingerne. Dette skyldes især funktioner såsom zonevanding, justering af vandmængde og flådestyring i realtid.
Idéen bag FasterRain er at skabe en opgradering på alle niveauer. Det gælder blandt andet for en korrekt udnyttelse af naturressourcer såsom vand og jordens næringsstoffer og for en reduktion af gødning, brændstof og mandetimer. Teknologierne, der skal til for at opnå dette, er automatisering og fjernbetjening af vandingsmaskinerne, og de medfører samtidig nye arbejdsmetoder. Arbejdsmetoder, som nedbringer antallet af gange, landmanden skal ind og ud af traktoren, hvilket er en af de ergonomisk dårligste bevægelser, landmanden foretager i løbet af en arbejdsdag.
– Vi håber selvfølgelig, at Fasterholt vinder prisen, Agromek Stars, men mest af alt håber vi på, at landmændene, altså de fremtidige brugere, vil opnå alle de projekterede og tiltænkte fordele, som vi sammen med Fasterholt har gjort vores bedste til at sikre gennem udviklingsprocessen af FasterRain, fortæller Tom Simonsen, Administrerende direktør for Conpleks.
Agromek Stars
For at kunne blive nomineret skal produkterne opfylde en række kriterier, som bliver skarpt gennemgået af en jury bestående af forskellige fagfolk. Medlemmerne af juryen har forskellige baggrunde indenfor landbruget, herunder landmænd, eksperter, konsulenter, maskinspecialister og sidst men ikke mindst direktøren for Agromek. Agromek Stars prisen er inddelt i tre kategorier, hvor forskellige kriterier definerer, om et produkt bliver nomineret til en, to eller tre stjerner.
– Det er dejligt at se den kreativitet og idérigdom blandt udstillerne, som nyhederne er et udtryk for. De mange innovative nyheder vil alle kunne ses på Agromek, og det er nyheder, som vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, lette arbejdet eller forbedre effektiviteten i hverdagen hos landmænd i ind- og udland, siger Agromeks direktør Claus Hermansen.
Juryen har nomineret toogtyve nye produkter til én stjerne, fireogtyve til to stjerner og slutteligt sytten til tre stjerner. Imellem de trestjernede nyheder er der femten, som samtidig er Europanyheder, og som dermed aldrig tidligere har været præsenteret på en udstilling i Europa.
Fasterholt medbringer FasterRain til Agromek og nærmere bestemt til stand G5718. Klik her for at læse mere om Fasterholt og om, hvad virksomheden viser frem på messen. Conpleks deltager også på Agromek og er at finde på stand E4228, hvor virksomheden vil præsentere forskellige produkter, som der er mere information om her.