Når maskinen skal kunne se, hvad der er foran den
I sidste uge stillede vi en dukke foran vores testrobot. Derefter et rigtigt menneske. Først dukken, så intet kan gå galt. Så mennesket, fordi det i sidste ende er det, maskinen skal kunne se.
Hvad er SAVA?
SAVA er et forskningsprojekt, hvor Conpleks arbejder sammen med DTU, Teknologisk Institut og en række andre virksomheder. Målet er at lære maskiner, der arbejder på marker og grønne arealer, at opdage levende væsener foran sig og vide, hvor langt væk de er.
Hvorfor er det vigtigt?
Der kan gemme sig meget foran en maskine. Unge hjorte løber ikke væk, når en maskine nærmer sig. De lægger sig ned i græsset og ligger helt stille. Når det går galt, er det hårdt for dyret og hårdt for landmanden, der skal håndtere det bagefter. Marken og maskinen skal gøres rene, og det er en opgave, ingen har lyst til.
Samtidig begynder flere og flere maskiner at køre selv. Så sidder der ikke længere en fører i kabinen, der kan holde øje.
Hvem skal det hjælpe?
SAVA er for landmænd og operatører, der vil kunne arbejde trygt. Og for de maskinproducenter, der bygger den næste generation af maskiner, både store og små.
Sådan gør vi
Et kamera genkender, hvad der er foran maskinen. En radar måler, hvor langt væk det er. De to skal være enige, i realtid, om at der er nogen foran maskinen.
Det lyder enkelt. Men på en mark fuld af græs, støv og skiftende lys er det det ikke. De to sensorer ser ikke verden på samme måde, og på en maskine i bevægelse skal alt passe sammen i præcis det samme øjeblik.
Derfor tester vi i virkeligheden
Det er på testdage som den i sidste uge, at teorien møder virkeligheden. Det er her, vi ser, hvad der virker, og hvad der stadig skal arbejdes videre med.
Vil du vide mere om SAVA, eller hvordan teknologien kan bruges på jeres maskiner? Kontakt os.